En narkoleptisk pige lever i et tåget grænseland mellem drøm og virkelighed, indtil hendes lidelse en dag kaster hende ud i en faretruende situation, hvor det bliver afgørende at kunne skelne mellem drømmetilstand og virkeligt mareridt. I filmen optræder udelukkende karakterer, der spiller ’sig selv’ i rekonstruerede situationer baseret på hovedkarakterens egne (virkelige) dagbøger, og’ Versioner’ udforsker dermed bevidst grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed, skuespil og autenticitet.
Nora lever et perfekt liv i sit perfekte hjem med sin perfekte mand Helmer. Men inden i hende føles noget helt forkert. En nagende tvivl er begyndt at hjemsøge hende. Ude af stand til at genkende sig selv er hun begyndt at længes efter noget, hun ikke ved, hvad er. Heldigvis har hun sin elskede Helmer, der kan tale hende til ro. Men uden for dukkehusets trygge vægge kæmper en desillusioneret lille pige for at forstå sine forældres forhold. Filmen er en moderne parafrase over Henrik Ibsens klassiske historie om Nora og Helmer – en historie, der set i lyset af vores moderne præstationssamfund har fået ny betydning.
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.
