Skuespillerparret Jens og Marina er i krise. Tiden er ved at rinde ud for Marina, der brændende ønsker sig en familie, men Jens har tilsyneladende kun sin skrantende tv-karriere for øje. Så da han langt om længe får muligheden for at genetablere sig som tv-ikon i en stor tysk produktion, vælger han i al hemmelighed at sætte en stopper for familieforøgelsen. I stedet drager han til Berlin. Nu bekriger den blødagtige halvmand og den sårede hustru hinanden i et rædselsdøgn, hvor løgn og selvbedrag får dem begge til at sætte store spørgsmålstegn ved deres valg I livet.
Instruktør, Niels Holstein Kaa er ulykkelig i København. I håb om at genvinde troen på lykken og kærligheden rejser Niels til byen Yellowknife i det nordvestlige Canada, hvor han boede for ti år siden. Rejsen bliver et opgør med fortiden, nutiden og den person han må erkende han er.
Da Greta mister sin mand efter et langt ægteskab, er hun overbevist om, at hun vil dø af sorg. Det sker bare ikke. Frustreret over ikke at kunne få det som hun vil, bliver Greta mere og mere isoleret overfor sin uforstående familie. Men hjertet har det med at holde ud, og et pludseligt møde med et par livskloge damer ændrer hendes perspektiv. Snart indser Greta, at der ikke er andet for end at fortsætte med at leve, så længe hun kan.
Sømanden, Jørgen vender for en enkelt aften hjem til Danmark, og forsøger at opspore sin gamle kærlighed, som han måtte tage afsked med for mange år siden. Som natten skrider frem, må Jørgen dog indse, at meget har forandret sig, og undervejs gør han sig chokerende opdagelser om sig selv og om den kvinde, han elskede.
Adil har kun et brændende ønske: At blive genforenet med sin bror, der for længe siden drog i krig uden ham. Han erfarer dog hurtigt at alting har sin pris og Adil må tilsidesætte sin moral for at kunne udføre en række opgaver for en lyssky gruppe, som til gengæld vil opfylde hans ønske og sende ham ned til sin bror. Dagen oprinder og muligheden for at komme af sted opstår pludselig – men der venter dog en sidste opgave, der skal bevise hans værd som loyal og koldblodig soldat. Snart smuldrer Adils selvforståelse, og grænsen imellem ven og fjende synes at være mere utydelig end nogensinde før.
Jeanne, en ung fransk kvinde, bor sammen med sin danske kæreste Werner i en besat bygning på Amager. En nat efter en fest hører hun et uforklartligt signal på deres politiradio. Hun vågner desorienteret på taget af bygningen og fortæller Werner, at hun har brændt sig på en lysende stjerneportal og følt en fremmedartet tilstedeværelse i et ukendt mørke. Han nikker først forstående, men efterhånden som hun radikaliseres i sin tro på at have kontakt til det ydre rum, bliver det svært for det unge par at holde sammen.
Da den ensomme og kejtede Elliott bliver lokket med på en vild bytur af kollegaerne Magnus og Alex, bliver hans tvivlsomme score-evner over for det modsatte køn sat på en alvorlig prøve. Men kampen for at score kan ikke måle sig med kampen mod hans eget selvværd, og Elliotts bytur udvikler sig til en rejse ind i ham selv og hans psykes mørke og lyse facetter.
Udvejene for David synes at snævre ind, da han indser at han ikke længere kan finde ressourcerne til at afbetale sin livstrætte stedfaders gæld. Ansvaret tynger David, der modvilligt lader sig overtale til at tage skridtet fra simpel småkriminalitet – til et storstilet bankrøveri orkestreret af vennen Philip. Men magten og pengene synes at vække en lurende grådighed, og snart bliver Davids viljestyrke sat på prøve.
Filmen viser skelsættende øjeblikke i tre personers liv. Selvom personerne er forbundet, ligger deres værdier og mål langt fra hinanden. Den intimiderende forretningsmand Alexander kæmper med sin soldaterbaggrund, og er blevet afhængig af angstdæmpende medicin for at kunne se livet i øjnene. Meryem er en anset læge, der forsøger at finde sig til rette i sit nye liv langt væk fra sit oprindelsesland. Jonas stræber efter succes på arbejdet, hvilket får konsekvenser for hans ægteskab. Fortællingen om Alexander, Meryem og Jonas portrætterer fragmenter af et moderne samfund i krise – individuelt og globalt.
Hvad sker der, når fantasien overgår virkeligheden for to middel aldrende irske mænd fyldt med tomhed og manglende motivation i livet. De har for 10 år siden fundet en meteorit i deres baghave, og den kan være en formue værd. Vejen til rigdommen er imidlertid ikke så nem for de to simpelt tænkende irere. Seamus er besat af tanken om, at stenen er en meteorit, og vil gøre alt for at få den endelige godkendelse på det. Jude er blevet så forelsket i sin sten, at han slet ikke kan undvære den, han sover med den, tager den med sig på pub og bader den i et akvarium. Vi følger de to venners håb, drømme og fantasifulde fortællinger om stenen, samtidig med at vi oplever deres tomhed, ensomhed og selvbedrag i livet. Kan de acceptere deres virkelighed hvis fantasien om meteoritten brister?
Et ungt forældrepar tager deres lille søn med ud i skoven. Da drengen pludselig forsvinder, begynder en desperat søgen, hvor mørket falder på, og naturen afslører sin ubarmhjertige side. Håbet svinder, mens de presses længere ind i skovens uforudsigelige dyb. Det, der begyndte som en almindelig dag, udvikler sig til et mareridt uden vej tilbage.
I realityshowet HEARTBREAK HOTEL tjekker Tara ind for at bryde sit gamle datingmønster – men længslen efter at blive set skubber hende væk fra missionen om at finde sig selv. Set gennem hotellets kameraer udspiller Taras deroute sig som et drama om misundelse, skjulte hierarkier og den sværeste kærlighed af alle: kærligheden til sig selv.
Den fraskilte familiefar, Johan, står foran en længe ventet weekend med sine børn, da han pludselig havner i et voldsomt opgør med sin ekskone. Hvad der begynder som et forsøg på at genvinde sin plads i familien, udvikler sig til en aften med mistro, vrede og afsløringer - alt imens børnene er tilskuere.