Mens Pernille venter sit første barn fyldes hun af en forventningsfuld glæde om den nye tilværelse som mor. Men da hendes søn kommer til verden som en grædende byrde, bliver Pernille sat på prøve. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som mor, og hun søger trøst og støtte hos hendes langt mere erfarne mødregruppe, som på både godt og ondt forsøger at hjælpe Pernille med at blive en god mor.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
En ung, utilpasset fyr, John, lever af trygheden ved et livslangt venskab med hans barndomskammerat, Patrick. Deres forhold ændrer dog karakter som følge af en naturlig udvikling væk fra et venskab mellem to børn og hen imod et voksenliv, som Patrick formelt træder ind i ved filmens handlingsmæssige omdrejningspunkt – Patricks bryllup.
