I et øde klippelandskab kæmper menig Nivå for at opnå status i den militærdeling de er en del af, hvilket ikke er nemt, da kulturen er domineret af fysikalitet og tunge maskuline værdier. Nivås eneste tætte relation er outsideren Høng, der ser og spejler Nivås længsel mod et andet udgangspunkt. Da Nivå bliver inviteret ind i varmen af de højtstående drenge i hierarkiet, begynder gruppedynamikken at ændre sig. Klemt imellem Høng og sine nyfundne venner skal Nivå nu vise, hvor loyaliteten ligger.
Den nyudklækkede betjent, Jacob er idealisten, der snart skal komme på andre tanker. Jacobs frustrationer hober sig op: En enlig mor, der plages af sin eksmand. Småkriminelle, der slipper med small talk og en advarsel. Politifolk, der selv laver uskyldige småforbrydelser. Han er fast besluttet på, at være en god panser. Den smårascistiske, homofobe partner (Morten Hauch-Fausbøll) dyrker mandomsklicheerne og vælger den lette vej, hvor man bare erkender, at en eller anden skal sgu være syndebuk. Så kommer det hele ud, og man kan sove godt om natten.
Tim har ingen kæreste, han mødes med unge piger fra nettet. Tim forsøger at gøre en forskel som medlem af Jehovas vidner. Tims eneste rigtige kontakt med omverdenen er hans franske ”mormor”, som han jævnligt besøger. Tim har flere gange lovet sin mormor at hun snart må møde en af hans piger.
I en nær fremtid hvor en pille kan forlænge udelukkende kvinders liv med 400 år, og mænd overalt mister indflydelse til følge, møder vi den nu afsatte statsminister, Kim Harding, som han samler en gruppe forurettede mænd bag sig i et forsøg på at genvinde statsministerposten, og genoprejse patriarkatet. Alt går efter planen, lige indtil Kims discipel, den yngre, vredere, mere idealistiske mand, Karl, vinder gruppen og udfordrer Kim i en intern kamp på magt og ære.
Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.