Malik føler sig som en fremmed i Sverige efter hans familie flygtede dertil fra Irak. I Sverige bliver han mobbet og kommer ofte op at slås i skolen. Da Saddam Hussein bliver hængt beslutter familien at flytte tilbage til Irak, hvilket begejstrer Malik da han nu endelig skal føle sig hjemme et sted. Kort efter ankomst begynder Malik dog at føle den samme fremmedhed, som han gjorde i Sverige. Det stiller spørgsmålet: Hvad er hjem, hvordan føles det og hvad vil det egentligt sige at høre hjemme et sted?
Emma’s hverdag i forstaden er grå og forudseelig, hun er en outsider blandt de andre unge i byen. Emma filmer med sin telefon, det gir hende et afbræk fra den kvælende kedsomhed og ligegyldighed omkring hende. Filmene er fulde af hendes bankende teenagehjertes ensomhed. Hun ligger filmene ud på nettet. Alle kan se dem. Den populære provinskonge Simon har fået øje på Emma og er vild med hende. Emma er den eneste pige han ikke kan imponere, men Emma ser muligheden for at bruge ham som medsammensvoren i sine film. Hun bruger sin magt over ham og begynder at iscenesætte ham. De laver film der ikke er så voksenvenlige – voksne har så mange regler og den slags. Men filmene får til gengæld mange views, det er jo sygt nok! De andre unge i byen følger med – endelig sker der noget andet, mere end der plejer. Emma får blod på tanden, og blod kommer der også i hendes film – man må skubbe grænserne længere ud, hvis man vil have det samme kick. Og det vil Emma.
Nora lever et perfekt liv i sit perfekte hjem med sin perfekte mand Helmer. Men inden i hende føles noget helt forkert. En nagende tvivl er begyndt at hjemsøge hende. Ude af stand til at genkende sig selv er hun begyndt at længes efter noget, hun ikke ved, hvad er. Heldigvis har hun sin elskede Helmer, der kan tale hende til ro. Men uden for dukkehusets trygge vægge kæmper en desillusioneret lille pige for at forstå sine forældres forhold. Filmen er en moderne parafrase over Henrik Ibsens klassiske historie om Nora og Helmer – en historie, der set i lyset af vores moderne præstationssamfund har fået ny betydning.
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.
