Jeanne, en ung fransk kvinde, bor sammen med sin danske kæreste Werner i en besat bygning på Amager. En nat efter en fest hører hun et uforklartligt signal på deres politiradio. Hun vågner desorienteret på taget af bygningen og fortæller Werner, at hun har brændt sig på en lysende stjerneportal og følt en fremmedartet tilstedeværelse i et ukendt mørke. Han nikker først forstående, men efterhånden som hun radikaliseres i sin tro på at have kontakt til det ydre rum, bliver det svært for det unge par at holde sammen.
Alt for Damerne journalisten Anjas Meleéns far, den verdenskendte kompnist Anton Friedlënder, er lige død. Begravlsen er en Københavnerbegivenhed som Anja ikke vil deltage i. Hendes chef beder hende, uden at vide hvordan tingene hænger sammen, om at skrive en artikel om den violinist der spillede til begravelsen. Anja finder ud af at han var faderens yndlingselev, der mere eller mindre havde overtaget hendes rolle i faderens liv. Da det også viser sig at han har fået faderens værdifulde violin, bliver det for meget for Anja.
Harris bor på Manhattan. Harris store kærlighed har forladt ham. Harris spiller hovedrollen i ”En gal mands dagbog” og instruktøren er ikke tilfreds. Harris skal passe sit ”rigtige” arbejde som ejendomsmægler. Harris leder efter en forbindelse imellem sin indre stemme og den ydre virkelighed. Filmens lag er inspireret af Paul Austers kondition om to stemmer i konflikt. Filmens sprog ligger et sted imellem dokumentar og fiktion.
Mens Pernille venter sit første barn fyldes hun af en forventningsfuld glæde om den nye tilværelse som mor. Men da hendes søn kommer til verden som en grædende byrde, bliver Pernille sat på prøve. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som mor, og hun søger trøst og støtte hos hendes langt mere erfarne mødregruppe, som på både godt og ondt forsøger at hjælpe Pernille med at blive en god mor.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
