Cecilie er 14 år og er frustreret over at være for lille. Hun er en energisk og vidensbegærlig pige, som er meget nysgerrig på sin gryende sexualitet. Vi følger hende I to dage, hvor storesøsteren Trine skal til fest på gymnasiet og I frustration over ikke at kunne komme med, gør Cecilie alt, hvad hun kan, for at bevise overfor omverdenen at hun er helt utrolig voksen og sagtens kan styre sit liv selv. Men hun kommer til at lære en lektion om sine egne personlige grænser.
Emil, 23, er mors dreng. Hun kender alle hans hemmeligheder… bortset fra hans gemmested og de små sonater han skriver når han er alene. Den ambitiøse men ikke så disciplinerede Sophia, 20, optages på moderens klaverskole og sår splid med sin uventede interesse for Emil. Emil forstår ikke det intrigespil, han pludselig spiller hovedrollen i, men de nye følelser giver ham modet til at sige sin mor imod for første gang, og de kalder på en kærlighedserklæring: En sonate til Sophia, for det er hende, han er forelsket i. Men sonaten efterlader Sophia kold, og Emil søger trøst hos mor, som minder ham om at i visse miljøer tænker folk kun på sig selv – og de, der involverer sig med dem, ofte betaler prisen.For Emil handler det i midlertid ikke om, hvem der skal betale prisen for hans forliste følelser, men om hvordan hun skal straffes.
Cecilie bliver lykkelig da Michael endelig vender hjem fra psykiatrisk hospital. Han fortæller at han er blevet rask. Det virker også sådan, men snart begynder små tegn at vise sig på det modsatte. Men Cecilie kæmper for at Michael skal forblive i deres verden og ikke forsvinde ind i sin egen.
“Vidste du at mennesker, som lever i et parforhold, er lykkeligere end andre? – det er videnskabeligt bevist. Spørgsmålet er bare, om det er ens partner der gør en lykkelig, eller om det kun er lykkelige mennesker, der finder en partner?” Daniel, kapitel III.