‘Companion’ er en ny teknologi der gør det muligt at få indopereret relationer via en chip. Saga er anti-tech, ensom og har svært ved at komme i kontakt med andre, da den populære teknologi skaber distance mellem mennesker. Da hun møder sin tidligere barndomsveninde Etta, som hun savner i sit liv, ser hun en mulighed for at genskabe en ægte og dyb relation. Etta har dog selv en ‘companion’, så det er svært at genetablere deres bånd, hvilket driver Saga ud på en rejse hvor hun må gå på kompromis og vende blikket indad i jagten på en ægte relation.
En ung, utilpasset fyr, John, lever af trygheden ved et livslangt venskab med hans barndomskammerat, Patrick. Deres forhold ændrer dog karakter som følge af en naturlig udvikling væk fra et venskab mellem to børn og hen imod et voksenliv, som Patrick formelt træder ind i ved filmens handlingsmæssige omdrejningspunkt – Patricks bryllup.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.
En helt almindelig morgen. Hun har haft en drøm og fortæller sin kæreste om den: Den handlede om grise og om et hegn. Et hegn mellem to lande og to slags grise. Begge kvinder har hørt om hegnet. Netop i dette øjeblik er de tæt på hinanden. Deres ord ræsonnerer i hinandens ører. De er ikke mere end en armslængde fra hinanden, men det er mere end et hegn, der adskiller dem.
I en øde landsby bygger en ensom knark et spejl af de materialer, han har til rådighed. Under det møjsommelige arbejde går manden uforvarende igennem spejlet og vikler sig dermed ind i en række uforudsigelige kædereaktioner – fra biljagter, slåskampe, orkaner over skovbrande til krige og en rumrejse – indtil han kommer ud på den anden side af spejlet, der viser sig at være fuldendt.