Nogle få autentiske øjeblikke, en scene, en almindelig morgen, et sted i Kbh. Hverdagens små glimt står klarest når vi er alene: I et mix af kærlighed, kunst & køkkenvask får Frej at mærke at humor ikke er Magnus’ styrke.
En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?
Emma’s hverdag i forstaden er grå og forudseelig, hun er en outsider blandt de andre unge i byen. Emma filmer med sin telefon, det gir hende et afbræk fra den kvælende kedsomhed og ligegyldighed omkring hende. Filmene er fulde af hendes bankende teenagehjertes ensomhed. Hun ligger filmene ud på nettet. Alle kan se dem. Den populære provinskonge Simon har fået øje på Emma og er vild med hende. Emma er den eneste pige han ikke kan imponere, men Emma ser muligheden for at bruge ham som medsammensvoren i sine film. Hun bruger sin magt over ham og begynder at iscenesætte ham. De laver film der ikke er så voksenvenlige – voksne har så mange regler og den slags. Men filmene får til gengæld mange views, det er jo sygt nok! De andre unge i byen følger med – endelig sker der noget andet, mere end der plejer. Emma får blod på tanden, og blod kommer der også i hendes film – man må skubbe grænserne længere ud, hvis man vil have det samme kick. Og det vil Emma.
På en tur i byen får Andreas et varsel af en mystisk fremmed om, at hans ven Jannik er i fare. Bedre bliver det ikke, da han vågner næste dag til beskyldninger om, at han har været sin kæreste utro. Men Andreas plages af huller i erindringen. Da brikkerne efterhånden falder på plads, går det op for ham, at kærestens beskyldninger og den fremmed mands varsel er sammenbundet og hvert eneste valg han foretager sig, bringer ham tættere på katastrofen.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
De to venner, Alex (12) og Viktor (12), tilbringer en weekend alene i Viktors mors hus i Hellerup. Som aftenen skrider frem med dertil følgende gyserfilm, slik og chips, fortæller Viktor Alex en uhyggelig historie om huset overfor. Et hus hvor der i sin tid boede en gammel dame, som døde sidste vinter. Huset har været sat til salg lige siden, men er ikke solgt endnu. Historien gør så stort indtryk på Alex, at han får mareridt om huset. Næste morgen på børneværelset opdager de to drenge gennem Viktors fuglekikkert, at der er nogen eller noget, som er flyttet ind i det tomme, uhyggelige hus overfor. Motiveret af ren og skær nysgerrighed, beslutter de to venner sig til at finde ud af, hvem der er flyttet ind. Det bliver en weekend og en leg, som kommer til at ændre de to venners forhold for altid.
