I sin kørestol, forklædt som kampvogn, tager Lasse til nytårsfest hos pigen, han er vild med. Lasses storebror Simon er med som handicaphjælper. Da Lasse får chancen for at være alene med sin pige, starter en akavet kamp mellem de to brødre.
Jeanne, en ung fransk kvinde, bor sammen med sin danske kæreste Werner i en besat bygning på Amager. En nat efter en fest hører hun et uforklartligt signal på deres politiradio. Hun vågner desorienteret på taget af bygningen og fortæller Werner, at hun har brændt sig på en lysende stjerneportal og følt en fremmedartet tilstedeværelse i et ukendt mørke. Han nikker først forstående, men efterhånden som hun radikaliseres i sin tro på at have kontakt til det ydre rum, bliver det svært for det unge par at holde sammen.
Den 30-årige kejtede ungkarl PETER sejler flygtninge i land fra et fragtskib i Østersøen på onkel FINN´s lille fiskerbåd. Nemt job – gode penge.Peter har svært ved at sige til og fra. Han er verdens mest ubeslutsomme mand. Af samme grund har han også lidt svært med det der med piger. Han bor stadig i kælderen under sin mors hus og da han vil skjule en ung kvinde på flugt fra et arrangeret ægteskab kommer problemerne. Nu må Peter vælge – og det er ikke så let.
De to punkere, Mark & Sonny, er bedste venner som altid har holdt sammen. Den selvdestruktive Sonny trives med det formålsløse liv i provinsen, men Mark ønsker noget mere. Da Mark får en mulighed for at flytte til byen, står han pludselig i et dilemma. Skal han bryde venskabet og stå på egne ben eller forblive loyal overfor Sonny, som gør alt for at holde på ham.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.