Hun er et sted, hun aldrig troede, hun skulle komme. Han har begået sit livs fejltagelse. De er på vej til det møde, du aldrig turde tage.
LÆKRE TIL VI DØR er et mørkt univers om pubertet, sex og venskaber. Coming-of-age med en pangfarvet vision, der trækker i alt fra pop til punk og musikvideo-æstetik. Slyngveninderne Kimmi, Sally og Nancy gemmer sig på deres gymnasium efter lukketid for at feste. Kimmi er vampyr og forelsket i Sally, men hvad er ”rigtig sex” og hvor går begærets grænser? Det bliver en nat med sne i gymnastiksalen, blod der løber og drømmen om at være Lækre til vi dør! YOLO!
Emma’s hverdag i forstaden er grå og forudseelig, hun er en outsider blandt de andre unge i byen. Emma filmer med sin telefon, det gir hende et afbræk fra den kvælende kedsomhed og ligegyldighed omkring hende. Filmene er fulde af hendes bankende teenagehjertes ensomhed. Hun ligger filmene ud på nettet. Alle kan se dem. Den populære provinskonge Simon har fået øje på Emma og er vild med hende. Emma er den eneste pige han ikke kan imponere, men Emma ser muligheden for at bruge ham som medsammensvoren i sine film. Hun bruger sin magt over ham og begynder at iscenesætte ham. De laver film der ikke er så voksenvenlige – voksne har så mange regler og den slags. Men filmene får til gengæld mange views, det er jo sygt nok! De andre unge i byen følger med – endelig sker der noget andet, mere end der plejer. Emma får blod på tanden, og blod kommer der også i hendes film – man må skubbe grænserne længere ud, hvis man vil have det samme kick. Og det vil Emma.
Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.
En narkoleptisk pige lever i et tåget grænseland mellem drøm og virkelighed, indtil hendes lidelse en dag kaster hende ud i en faretruende situation, hvor det bliver afgørende at kunne skelne mellem drømmetilstand og virkeligt mareridt. I filmen optræder udelukkende karakterer, der spiller ’sig selv’ i rekonstruerede situationer baseret på hovedkarakterens egne (virkelige) dagbøger, og’ Versioner’ udforsker dermed bevidst grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed, skuespil og autenticitet.
En ung mand rejser tilbage på jagt efter en følelse og glimt af noget og nogen han engang har mødt. Under broer og langs jernbanespor. Han jagter spejlbilleder af sine idealer: Folk på farten, uden planer om at vende hjem. Han ser steder, der vækker personlige følelser og minder. Han møder nye folk. De drager videre uden at sige farvel. Under Broer er en dokumentarfilm, der med et eksperimentelt og personligt sprog forsøger at indkredse følelsen af rastløshed og udlængsel, og hvordan oplevelserne ude og væk forplanter sig i én og bliver en del af ens identitet.