Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
Alt for Damerne journalisten Anjas Meleéns far, den verdenskendte kompnist Anton Friedlënder, er lige død. Begravlsen er en Københavnerbegivenhed som Anja ikke vil deltage i. Hendes chef beder hende, uden at vide hvordan tingene hænger sammen, om at skrive en artikel om den violinist der spillede til begravelsen. Anja finder ud af at han var faderens yndlingselev, der mere eller mindre havde overtaget hendes rolle i faderens liv. Da det også viser sig at han har fået faderens værdifulde violin, bliver det for meget for Anja.
Lucas fylder 18 år og det skal fejres i stor stil. Et stort diskotek er lejet, pigerne er på gæstelisten og Joey Moe kommer og spiller. Alt er parat til årets fest. Nu mangler han bare, at der kommer nogle gæster. Særligt én fylder hans tanker.
After the death of their father, Sigurd wants to bury the hatchet and forgive his half siblings, Astrid and Jens, for how they treated him as kids. But this does not go as planned, as Astrid and Jens do not believe they've done anything that warrants forgiveness. Sigurd feels snubbed and realizes that what he actually wants is an apology but this demand only escalates an already tense situation and before long, they start to fall into old habits, revisiting childhood traumas.