På en institution, hvor teenagepiger indlægges for at blive kureret for deres overnaturlige kræfter, møder den deprimerede Sally en særlig slags soulmate i powersociopaten Ting-e-Ling. I mødet presses Sally til at opgive sin skyld og slippe sine dæmoner løs. For måske er det ikke hende selv, men institutionen, der er fjenden. Måske er det, der er farligt og destruktivt, i virkeligheden en ustoppelig urkraft, som kan gøre op med institutionens sygeliggørelse af teenagerne.

Lucas fylder 18 år og det skal fejres i stor stil. Et stort diskotek er lejet, pigerne er på gæstelisten og Joey Moe kommer og spiller. Alt er parat til årets fest. Nu mangler han bare, at der kommer nogle gæster. Særligt én fylder hans tanker.

Efterskolekæresterne Siv og Patrick driver lykkelige rundt i en sommer fyldt med punkkoncerter, selvrensende hår og evigt smil på Patricks piercede læber. De har langstrakte snavesessioner, mens de forsigtigt piller sig frem mod beseglingen af deres kærlighed. Men da Siv starter i gymnasiet begynder lykken at briste. Pludselig har Patricks monologer om ‘grunge’ og støvledans ikke længere samme tiltrækningskraft – specielt ikke når Sivs nye venner ser på.

Ingunn er en ung kvinde fra Færøerne, der er flyttet til storbyen København, hvor hun desperat prøver at passe ind i det hippe clubbing miljø. Hun tager i byen med sin færøske kusine, som allerede er dybt inde i miljøet og som derfor giver hende instrukser i, hvordan hun skal opføre sig i nattens maskeradebal. Men måske er den maske, som Ingunn har iklædt sig, alligevel for tung at bære?

En dokumentarfilm om det særprægede Thy. Filmen er en hyldest til de originale og selvkørende thyboere. Egnen Thy portrætteres igennem en filmisk mosaik af en række personligheder: Museumsforvalterparret John og Harald, jagtbutikejeren Krudt-Peter, rideskolelæreren Viggo og kvæghyrden Inger, der tager os med rundt i Hjardemål Klit og igennem den rå natur fra fyrreskov til Vesterhav. Det er Thy som tilstand.

En ung mand rejser tilbage på jagt efter en følelse og glimt af noget og nogen han engang har mødt. Under broer og langs jernbanespor. Han jagter spejlbilleder af sine idealer: Folk på farten, uden planer om at vende hjem. Han ser steder, der vækker personlige følelser og minder. Han møder nye folk. De drager videre uden at sige farvel. Under Broer er en dokumentarfilm, der med et eksperimentelt og personligt sprog forsøger at indkredse følelsen af rastløshed og udlængsel, og hvordan oplevelserne ude og væk forplanter sig i én og bliver en del af ens identitet.

Lau er syv år gammel og bor på et børnehjem, hvor han har boet siden hans far hængte sig selv en juleaften. Nu er det jul igen og Lau prøver stadig at forstå sin far og ikke mindst sig selv. Laus metode til forståelse er farlig og ugennemtænkt, men føles rigtig. Om natten når alle sover, går Lau op p børnehjemmets loft, hvor han gemmer alle minderne om sin far. En dag ankommer pigen Esta til børnehjemmet, og måske har hun det på samme måde.

Langt ude på landet lå en gammel gård. Med et faldefærdigt tag. Og et beskyttelsesrum. Hér sidder Bo rastløs og venter på, at hans dreng Valdemar skal komme hjem fra skole så de kan lege angsten bort. De to er bedste venner og elsker hinanden betingelsesløst, men da den fjendtlige verden udenfor – skolen og sagsbehandleren – melder deres ankomst til gården for at se til dem, begynder tingene at mudre for Bo: For er fjenden udenfor eller i hans hoved? Og kan han og Valdemar, der drømmer sig ud mod markerne, forblive en familie hvis han ikke længere kan stole på sig selv?

Et ungt forældrepar tager deres lille søn med ud i skoven. Da drengen pludselig forsvinder, begynder en desperat søgen, hvor mørket falder på, og naturen afslører sin ubarmhjertige side. Håbet svinder, mens de presses længere ind i skovens uforudsigelige dyb. Det, der begyndte som en almindelig dag, udvikler sig til et mareridt uden vej tilbage.
I realityshowet HEARTBREAK HOTEL tjekker Tara ind for at bryde sit gamle datingmønster – men længslen efter at blive set skubber hende væk fra missionen om at finde sig selv. Set gennem hotellets kameraer udspiller Taras deroute sig som et drama om misundelse, skjulte hierarkier og den sværeste kærlighed af alle: kærligheden til sig selv.
Den fraskilte familiefar, Johan, står foran en længe ventet weekend med sine børn, da han pludselig havner i et voldsomt opgør med sin ekskone. Hvad der begynder som et forsøg på at genvinde sin plads i familien, udvikler sig til en aften med mistro, vrede og afsløringer - alt imens børnene er tilskuere.
%20(2)%20(1).jpeg)