Det er sommer og Natasja fordriver tiden. Hun dagdrømmer og har svært ved at være praktisk i en voksen hverdag – hverken det at passe et sommerjob eller håndtere en kollegas varme følelser for hende, syntes hun at forstå sig på. Til gengæld går hun i biografen og drømmer om selv at blive skuespiller en dag.
På en institution, hvor teenagepiger indlægges for at blive kureret for deres overnaturlige kræfter, møder den deprimerede Sally en særlig slags soulmate i powersociopaten Ting-e-Ling. I mødet presses Sally til at opgive sin skyld og slippe sine dæmoner løs. For måske er det ikke hende selv, men institutionen, der er fjenden. Måske er det, der er farligt og destruktivt, i virkeligheden en ustoppelig urkraft, som kan gøre op med institutionens sygeliggørelse af teenagerne.
Thomas er hjemvendt fra Bosnien. “Hjemkomst” strøer salt i et åbent sår i vores kollektive bevidsthed ved at afspejle hans sinds(s)tilstand; for der findes noget, der er langt værre end at dø, og det er ikke at turde leve! Der rejses ikke spørgsmål om ansvar. Formen er abstrakt fordi indholdet forlanger det. Hvis du holder at lyset for enden af tunnelen, så se en anden film men ellers: Velkommen i mørket!
Langt ude på landet lå en gammel gård. Med et faldefærdigt tag. Og et beskyttelsesrum. Hér sidder Bo rastløs og venter på, at hans dreng Valdemar skal komme hjem fra skole så de kan lege angsten bort. De to er bedste venner og elsker hinanden betingelsesløst, men da den fjendtlige verden udenfor – skolen og sagsbehandleren – melder deres ankomst til gården for at se til dem, begynder tingene at mudre for Bo: For er fjenden udenfor eller i hans hoved? Og kan han og Valdemar, der drømmer sig ud mod markerne, forblive en familie hvis han ikke længere kan stole på sig selv?
