Buldren i det fjerne. Koncentreret harpespil. En barrikaderet lejlighed. David gør sit bedste for at lukke resten af verden ude, så han kan øve i ro og mag. En nabo banker på og vil have ham med i sikkerhed i kælderen, men David er ikke interesseret. Han tror på kunst og ikke på krig.
Da Greta mister sin mand efter et langt ægteskab, er hun overbevist om, at hun vil dø af sorg. Det sker bare ikke. Frustreret over ikke at kunne få det som hun vil, bliver Greta mere og mere isoleret overfor sin uforstående familie. Men hjertet har det med at holde ud, og et pludseligt møde med et par livskloge damer ændrer hendes perspektiv. Snart indser Greta, at der ikke er andet for end at fortsætte med at leve, så længe hun kan.
Jobkonsulenten Franciska troner i sit rige, men en dag står selveste Cinderella på Franciskas kontor. Cinderella er blevet single og skal for første gang i sit liv stå på egne ben. Det er ikke let, når året er 2018 og kønsdebatten raser. Cinderellas værdisæt provokerer Franciska. Den tidligere prinsesse vil nemlig ikke arbejde, men drømmer kun om at blive gift igen. I bemærkelsesværdig lighed med Cinderellas onde stedmor begår Franciska et overgreb på Cinderella. Cinderella må flygte fra jobcentret, mens Franciska forsøger at genoptage arbejdet, som om intet er hændt. Men noget er forandret i den ellers så selvsikre jobkonsulent.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
