Buldren i det fjerne. Koncentreret harpespil. En barrikaderet lejlighed. David gør sit bedste for at lukke resten af verden ude, så han kan øve i ro og mag. En nabo banker på og vil have ham med i sikkerhed i kælderen, men David er ikke interesseret. Han tror på kunst og ikke på krig.
Emil, 23, er mors dreng. Hun kender alle hans hemmeligheder… bortset fra hans gemmested og de små sonater han skriver når han er alene. Den ambitiøse men ikke så disciplinerede Sophia, 20, optages på moderens klaverskole og sår splid med sin uventede interesse for Emil. Emil forstår ikke det intrigespil, han pludselig spiller hovedrollen i, men de nye følelser giver ham modet til at sige sin mor imod for første gang, og de kalder på en kærlighedserklæring: En sonate til Sophia, for det er hende, han er forelsket i. Men sonaten efterlader Sophia kold, og Emil søger trøst hos mor, som minder ham om at i visse miljøer tænker folk kun på sig selv – og de, der involverer sig med dem, ofte betaler prisen.For Emil handler det i midlertid ikke om, hvem der skal betale prisen for hans forliste følelser, men om hvordan hun skal straffes.
Efter deres fælles fars død, vil Sigurd tilgive sine ældre halvsøskende Astrid og Jens for den mobning de udsatte ham for som barn, men det kommer ikke til at gå som planlagt. Astrid og Jens vil ikke tage imod tilgivelsen, da de ikke føler, de har gjort noget, de skal tilgives for. Afvisningen får Sigurd til at indse, at han faktisk vil have en undskyldning, men det får kun konflikten mellem ham og hans søskende til at eskalere. De falder alle tilbage i deres gamle roller og traumer fra barndommen bringes op til overfladen.
