Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.
Langt ude på landet lå en gammel gård. Med et faldefærdigt tag. Og et beskyttelsesrum. Hér sidder Bo rastløs og venter på, at hans dreng Valdemar skal komme hjem fra skole så de kan lege angsten bort. De to er bedste venner og elsker hinanden betingelsesløst, men da den fjendtlige verden udenfor – skolen og sagsbehandleren – melder deres ankomst til gården for at se til dem, begynder tingene at mudre for Bo: For er fjenden udenfor eller i hans hoved? Og kan han og Valdemar, der drømmer sig ud mod markerne, forblive en familie hvis han ikke længere kan stole på sig selv?
En ung mand rejser tilbage på jagt efter en følelse og glimt af noget og nogen han engang har mødt. Under broer og langs jernbanespor. Han jagter spejlbilleder af sine idealer: Folk på farten, uden planer om at vende hjem. Han ser steder, der vækker personlige følelser og minder. Han møder nye folk. De drager videre uden at sige farvel. Under Broer er en dokumentarfilm, der med et eksperimentelt og personligt sprog forsøger at indkredse følelsen af rastløshed og udlængsel, og hvordan oplevelserne ude og væk forplanter sig i én og bliver en del af ens identitet.
Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
