Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.
Den 30-årige kejtede ungkarl PETER sejler flygtninge i land fra et fragtskib i Østersøen på onkel FINN´s lille fiskerbåd. Nemt job – gode penge.Peter har svært ved at sige til og fra. Han er verdens mest ubeslutsomme mand. Af samme grund har han også lidt svært med det der med piger. Han bor stadig i kælderen under sin mors hus og da han vil skjule en ung kvinde på flugt fra et arrangeret ægteskab kommer problemerne. Nu må Peter vælge – og det er ikke så let.
Alt for Damerne journalisten Anjas Meleéns far, den verdenskendte kompnist Anton Friedlënder, er lige død. Begravlsen er en Københavnerbegivenhed som Anja ikke vil deltage i. Hendes chef beder hende, uden at vide hvordan tingene hænger sammen, om at skrive en artikel om den violinist der spillede til begravelsen. Anja finder ud af at han var faderens yndlingselev, der mere eller mindre havde overtaget hendes rolle i faderens liv. Da det også viser sig at han har fået faderens værdifulde violin, bliver det for meget for Anja.
Et eksempel på en aftenvagt på en lukket psykiatrisk afdeling, der starter ligesom så mange andre. Sygeplejersken Emma møder ind til sygemeldinger og akutte patienter, og personalet er nødt til tænke kreativt for at komme igennem vagten på bedste vis. I løbet af kun tyve minutter vil tilliden til systemet blive sat på prøve.
Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
