Hvilke spor efterlader de mennesker, vi mister? Hvordan vi bærer dem og deres fortællinger med videre? Den Geniale Epoke viser en familie i sorg over en afdød far. Gennem to tidsrum føres vi ind i fraværets tilstedeværelse i et stille portræt om kærlighed og erindring.
Instruktør, Niels Holstein Kaa er ulykkelig i København. I håb om at genvinde troen på lykken og kærligheden rejser Niels til byen Yellowknife i det nordvestlige Canada, hvor han boede for ti år siden. Rejsen bliver et opgør med fortiden, nutiden og den person han må erkende han er.
Thomas er hjemvendt fra Bosnien. “Hjemkomst” strøer salt i et åbent sår i vores kollektive bevidsthed ved at afspejle hans sinds(s)tilstand; for der findes noget, der er langt værre end at dø, og det er ikke at turde leve! Der rejses ikke spørgsmål om ansvar. Formen er abstrakt fordi indholdet forlanger det. Hvis du holder at lyset for enden af tunnelen, så se en anden film men ellers: Velkommen i mørket!
Ea er for første gang forelsket, og endda i sin bedste ven Sune, som hun har introduceret til hendes rollespilsverden; en mytisk og magisk verden hvor overnaturlige væsner hersker. Men spillet tager en uventet drejning og Ea kan pludselig ikke skelne mellem spil og virkelighed.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
Lau er syv år gammel og bor på et børnehjem, hvor han har boet siden hans far hængte sig selv en juleaften. Nu er det jul igen og Lau prøver stadig at forstå sin far og ikke mindst sig selv. Laus metode til forståelse er farlig og ugennemtænkt, men føles rigtig. Om natten når alle sover, går Lau op p børnehjemmets loft, hvor han gemmer alle minderne om sin far. En dag ankommer pigen Esta til børnehjemmet, og måske har hun det på samme måde.
Efter deres fælles fars død, vil Sigurd tilgive sine ældre halvsøskende Astrid og Jens for den mobning de udsatte ham for som barn, men det kommer ikke til at gå som planlagt. Astrid og Jens vil ikke tage imod tilgivelsen, da de ikke føler, de har gjort noget, de skal tilgives for. Afvisningen får Sigurd til at indse, at han faktisk vil have en undskyldning, men det får kun konflikten mellem ham og hans søskende til at eskalere. De falder alle tilbage i deres gamle roller og traumer fra barndommen bringes op til overfladen.
