Lars har inviteret hans gamle gymnasieklasse hjem til middag, men fortryder og aflyser alle. Lars har en gammel drøm, som han planlægger, skal gå i opfindelse denne aften. Han mangler at aflyse en – hans gamle hemmelige kærlighed – Rikke. Som intet anede dukker op, til hvad der skulle være en festlig re-union. Kampen starter for Lars, om utroskab over for hans kæreste Lise, som er bortrejst, og hans gamle kærlighed til Rikke.
I denne absurde komedie er begravelser lykkelige og joviale begivenheder. Derfor skal det selvfølgelig også fejres med et brag, at Ole har mistet sin søster til kræft. Det eneste problem er Oles dybe sorg og hans behov for at bearbejde den, hvilket overhovedet ikke passer ind i festlighederne.
Klimakrisen raser i en nær fremtid. Forskeren Lilly lever ensomt og isoleret, mens hun forsøger at opretholde sine idealer i det kyniske firma, hun arbejder for. Da hendes chef presser hende til at forhaste udviklingen af en biologisk kunstig intelligens, Gaia, tager Lilly et valg, der vil forandre hende for evigt.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
Mens toget buldrer gennem natten og nytåret festligt brager løs udenfor, møder danske Hr. Friis den sprudlende franske kvinde Majori. På trods af deres tydelige forskelligheder, finder de to hinanden i et livsbekræftende glimt af kærlighed. Filmen er en kærlig påmindelse om, at det aldrig bliver for sent at omfavne livet.
Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
