En enkel og varm film om kunsten at miste. Christians far dør af kræft, og Christian bliver alene med sin mor. Sammen prøver de at forstå og at finde en ny måde at leve videre med hinanden og med den, som gik bort. Christian kaster sin omsorg på et lille pindsvin, han aldrig har set. Han fodrer det, tror på det og kan sige “pindsvin” på alverdens sprog. Nabopigen udfordrer hans forestillinger, både om faderen og om pindsvinet, men er samtidig hans fortrolige i sorgens tid. Hun og moderen hjælper Christian til at komme videre, til at give faderen en ny bolig, inden i Christian selv. Filmen tager fat på et vanskeligt emne på en direkte og følelsesfuld måde
Da stjernepsykologen John Lykken får besøg af døden, som giver ham 24 timer til at tage afsked, får han med ét mægtig travlt. Johns karriere er på sit højeste og han står netop samme aften over for, at skulle modtage en meget prestigefyldt pris. For John bliver det magtpåliggende at nå at lave et barn på sin unge kæreste Freja inden døgnet er omme. Forgæves forsøger han at tigge, tvinge og trygle hende til at makke ret, men først da John formår at vælge kærligheden frem for sit store ego, får han det, han ønsker og mere til og John kan nu møde døden med ro i sjælen. Men skæbnen har endnu et par overraskelser i baghånden inden tæppefald. Og måske er prisen for Johns sjælfred endnu højere end han drømmer om?
Nick skal lave et doku-program om Ernst – en ganske almindelig fyr. Kanon idé mand! Det bliver helt sikkert et hudløst ærligt portræt af en fyr og den tider han lever i. et program fyldt med ”nærdøden”-situationer og voldsomme følelsesudbrud. Det er nemlig det, der er det interessante ved doku-programmer: Man arbejder med følelserne… ikke.
