Emily og Ida, to søstre der altid har været meget forskellige, har netop mistet deres far. De mødes i barndomshjemmet for at tage sig af det praktiske efter tabet i familien. Idas børn er tvunget til at tage del i de voksnes komplekse verden, hvor uløste spændinger fra fortiden stadig hærger.
Filmen viser skelsættende øjeblikke i tre personers liv. Selvom personerne er forbundet, ligger deres værdier og mål langt fra hinanden. Den intimiderende forretningsmand Alexander kæmper med sin soldaterbaggrund, og er blevet afhængig af angstdæmpende medicin for at kunne se livet i øjnene. Meryem er en anset læge, der forsøger at finde sig til rette i sit nye liv langt væk fra sit oprindelsesland. Jonas stræber efter succes på arbejdet, hvilket får konsekvenser for hans ægteskab. Fortællingen om Alexander, Meryem og Jonas portrætterer fragmenter af et moderne samfund i krise – individuelt og globalt.
Mens Pernille venter sit første barn fyldes hun af en forventningsfuld glæde om den nye tilværelse som mor. Men da hendes søn kommer til verden som en grædende byrde, bliver Pernille sat på prøve. Hun begynder at tvivle på sine egne evner som mor, og hun søger trøst og støtte hos hendes langt mere erfarne mødregruppe, som på både godt og ondt forsøger at hjælpe Pernille med at blive en god mor.
Sømanden, Jørgen vender for en enkelt aften hjem til Danmark, og forsøger at opspore sin gamle kærlighed, som han måtte tage afsked med for mange år siden. Som natten skrider frem, må Jørgen dog indse, at meget har forandret sig, og undervejs gør han sig chokerende opdagelser om sig selv og om den kvinde, han elskede.
Instruktør, Niels Holstein Kaa er ulykkelig i København. I håb om at genvinde troen på lykken og kærligheden rejser Niels til byen Yellowknife i det nordvestlige Canada, hvor han boede for ti år siden. Rejsen bliver et opgør med fortiden, nutiden og den person han må erkende han er.
Udvejene for David synes at snævre ind, da han indser at han ikke længere kan finde ressourcerne til at afbetale sin livstrætte stedfaders gæld. Ansvaret tynger David, der modvilligt lader sig overtale til at tage skridtet fra simpel småkriminalitet – til et storstilet bankrøveri orkestreret af vennen Philip. Men magten og pengene synes at vække en lurende grådighed, og snart bliver Davids viljestyrke sat på prøve.
Adil har kun et brændende ønske: At blive genforenet med sin bror, der for længe siden drog i krig uden ham. Han erfarer dog hurtigt at alting har sin pris og Adil må tilsidesætte sin moral for at kunne udføre en række opgaver for en lyssky gruppe, som til gengæld vil opfylde hans ønske og sende ham ned til sin bror. Dagen oprinder og muligheden for at komme af sted opstår pludselig – men der venter dog en sidste opgave, der skal bevise hans værd som loyal og koldblodig soldat. Snart smuldrer Adils selvforståelse, og grænsen imellem ven og fjende synes at være mere utydelig end nogensinde før.
Et ungt forældrepar tager deres lille søn med ud i skoven. Da drengen pludselig forsvinder, begynder en desperat søgen, hvor mørket falder på, og naturen afslører sin ubarmhjertige side. Håbet svinder, mens de presses længere ind i skovens uforudsigelige dyb. Det, der begyndte som en almindelig dag, udvikler sig til et mareridt uden vej tilbage.
I realityshowet HEARTBREAK HOTEL tjekker Tara ind for at bryde sit gamle datingmønster – men længslen efter at blive set skubber hende væk fra missionen om at finde sig selv. Set gennem hotellets kameraer udspiller Taras deroute sig som et drama om misundelse, skjulte hierarkier og den sværeste kærlighed af alle: kærligheden til sig selv.
Den fraskilte familiefar, Johan, står foran en længe ventet weekend med sine børn, da han pludselig havner i et voldsomt opgør med sin ekskone. Hvad der begynder som et forsøg på at genvinde sin plads i familien, udvikler sig til en aften med mistro, vrede og afsløringer - alt imens børnene er tilskuere.