Året er 1600. I en ølstue i landsbyen Årslev sidder fem mænd. Det rygtes, at de er forhekset af en troldkvinde ude på engene, og nu venter de kun på at blive henrettet - da døren brydes op. Ind træder lensherre Holger Rosenkrantz. Han vil redde deres liv. Men i de fem mænd gemmer sig både mørke og åbenbaring, og som aftenen falder på, nærmer Holger sig en voldsom sandhed om hændelsen nær Årslev Enge.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
Fortidens fejltrin har sendt 21-årige Katrine i samfundstjeneste på Plejecentret Vitasminde. Her er døden en lige så fast del af hverdagen som kaffen kl. 15. Men der er alligevel noget galt. Selv den konfliktsky leder Hanne må indse alvoren af de konstante fejl, som er skyld i beboernes dødsulykker. Kollegaerne mistænker hurtigt den uerfarne og tidligere straffede Katrine for at være involveret. Men i jagten på sandheden fanges Katrine i et dilemma, som er større end hende selv.
Synopsis: Mads må endnu engang selv finde hjem, fordi hans storebror, Anders, er forsinket. På køreturen hjem til deres far, bliver Mads konfronteret med den afvej, som Anders er på vej ned ad, og da de rammer en hjort, slynges brødrene og deres forhold rundt på landevejen.
Anna ankommer til Paris for at besøge sin gravide veninde Caroline som har fødselsdag. Anna har igennem de sidste 5 år kæmpet for at blive gravid, men har for nyligt fået at vide, at det er meningsløst at fortsætte fertilitetsbehandlingerne på grund af hendes sygdom - endometriose. Hun har svært ved at skjule sin jalousi i forbindelse med Carolines graviditet, og kløften mellem veninderne vokser. Det bliver en skelsættende weekend, som kommer til at vende op og ned på deres venskab.
Small Time Giants har for længst erobret de bankende pop-rock-hjerter hjemme i Grønland. Nu drømmer bandet om at slå igennem I Europa. Vi følger de fire musikere på de tyske landeveje og da de håbefulde møder op til prisuddelingerne ved Bands of Tomorrow. Men vejen til international succes er opslidende og uden garanti. Spøgsmålet er, om det er kampen værd?
Mary Kabufufu er lesbisk og asylansøger. Hun leder efter sin kæreste, som forsvandt under deres flugt fra Uganda. Til Marys sidste interview i Flygtningenævnet går det op for hende, at hun har overset en ledetråd, som måske kan føre hende til kæresten. Men hun ved stadig ikke, om hun får asyl.
Hvilke spor efterlader de mennesker, vi mister? Hvordan vi bærer dem og deres fortællinger med videre? Den Geniale Epoke viser en familie i sorg over en afdød far. Gennem to tidsrum føres vi ind i fraværets tilstedeværelse i et stille portræt om kærlighed og erindring.
I en verden, hvor man som et offentligt tilbud kan få sin skæbne at vide, møder ROSA op på skæbnekontoret for at få afklaring om sin fremtid. Rosa er i starten af 30'erne og nyder sin frie og kaotiske livsstil, mens hun ser en smule ned på dem, der er blevet rigtig voksne. Rosa er mest optaget af, om der endelig kommer styr på hendes økonomi, men da hun får at vide, at hun aldrig kommer til at møde den store kærlighed, sætter det pludselig andre og nye tanker igang: Lykkes det Rosa at bryde sin skæbne? Og er det overhovedet det hun har lyst til?
I den tropiske hede i Dilleland kæmper outsideren Kenneth med at passe ind blandt kollegerne og imponere den søde Sofie. De hårdhudede krokodiller virker dog nemmere at omgås end de mennesker, der er omkring ham. Kenneths manglende fornemmelse for grænser og hans alkoholiserede mor, som vælter ind og ud af hans liv, spænder ben for ham. Efterhånden mister han mere og mere af sig selv. Det kammer over til en personalefest, hvor Kenneths koldblodede side kommer frem.