På sin 14-års fødselsdag får Laura besøg af sin mors ven, modefotografen Asger, som Laura altid har været fascineret af. Asger skal fotografere Laura, hvilket hendes mor, Henriette, længe har set frem til – til trods for en voksende jalousi til den smukke datter. Men hvad Henriette ikke ved, er, at Lauras følelser for Asger er ved at ændre sig. Det sætter spor i forholdet mellem mor og datter i form af et opgør og en konkurrence, som skaber stærke udfordringer for Laura. Mødet med Asger og modelmiljøet bliver en introduktion til voksenlivet og en opdagelse af seksualiteten. Hun mærker begæret for første gang og oplever samtidig magten, der følger med.

En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?

En narkoleptisk pige lever i et tåget grænseland mellem drøm og virkelighed, indtil hendes lidelse en dag kaster hende ud i en faretruende situation, hvor det bliver afgørende at kunne skelne mellem drømmetilstand og virkeligt mareridt. I filmen optræder udelukkende karakterer, der spiller ’sig selv’ i rekonstruerede situationer baseret på hovedkarakterens egne (virkelige) dagbøger, og’ Versioner’ udforsker dermed bevidst grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed, skuespil og autenticitet.

Cecilie bliver lykkelig da Michael endelig vender hjem fra psykiatrisk hospital. Han fortæller at han er blevet rask. Det virker også sådan, men snart begynder små tegn at vise sig på det modsatte. Men Cecilie kæmper for at Michael skal forblive i deres verden og ikke forsvinde ind i sin egen.






