Med et åbent sind byder Dana den kunststuderende Penelope ind i sit hjem for at udføre en performance. Episoden efterlader Dana med mere end blot en klump i halsen, og i vildrede over hvad der skete den dag i sin lejlighed, tager hun til Penelopes fernisering for at få afklaring.

En helt almindelig morgen. Hun har haft en drøm og fortæller sin kæreste om den: Den handlede om grise og om et hegn. Et hegn mellem to lande og to slags grise. Begge kvinder har hørt om hegnet. Netop i dette øjeblik er de tæt på hinanden. Deres ord ræsonnerer i hinandens ører. De er ikke mere end en armslængde fra hinanden, men det er mere end et hegn, der adskiller dem.

Gustav bor hos sine forældre og arbejder på deres svineproduktion. I sin fritid bruger han al sin tid foran computeren. Her er han en del af et lukket, online chatforum, hvor jævnaldrende brugere socialiserer og støtter hinanden, men også deler brutalt indhold og udfordrer hinandens grænser. Da Gustav bliver udfordret til at filme sig selv gøre en voldsom og grænseoverskridende handling, sættes han i et dilemma: For samme dag ankommer den nyansatte og jævnaldrende medarbejder Daniel, og for første gang i lang tid oplever Gustav en ny mulighed og interesse for at skabe og bibeholde en meningsfuld social relation til et andet menneske tæt på sig.

Ungdomskæresteparret, Karl og Andrea, skal bruge weekenden sammen i et lejet sommerhus. Det virker som en helt almindelig romantisk kærestetur, men som weekenden skrider frem bruser deres problematiske fortid, dramaer og usikkerheder op og overtager deres weekend.

Amna er plaget af søvnparalyse og har svært ved at koncentrere sig. Hun bor sammen med sin familie, som er rettroende muslimer, men er selv i tvivl om sin tro. Hun tager sit slør af, når hun er på universitetet i Odense, mens hun med sin mor i moskeen følger familiens religiøse traditioner.

Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?





