Evo er fascineret af de mange lag i mennesket. De* har selv været igennem tre forskellige navne og uendeligt mange faser. Lille Ida med brillerne, Jonas med såkaldt tiktakhår, skaterboi med hennafarvet sidecut, hyperfemme på væksthormoner, angstfuld teenager fanget i egen krop, sortklædt babyqueer med svenskerhår og det kunne blive ved. Dette har gjort, at de har en ømhed for modstridende, flerdimensionelle karakterer. Mennesker der er fremmedgjorte fra egen krop, køn eller omgangskreds. Evo har fået at vide, at de har et skarpt blik for kropslighed og at de skriver karakterer med en varme, der virkelig skinner igennem. I deres stræben efter at forstå krop og psyke læser de Psykologi på KU i kombination med Super16.
Udover det brutale i at være fanget i en krop af kød og blod, elsker de fine fortællinger, der gør små objekter vigtige. Alle har objekter, der betyder noget for dem. Evo samler på objekter. Også andres. De plejede at samle kapsler, toiletruller og krabbeklør (Evos mor tog mange rigtige valg; et af dem var at skille sig af med den ildelugtende samling af dyreskeletter). Nu samler de på usynlige ting, der betyder noget for deres karakterer. For selv i fortællinger, der overskrider realismen er små, personlige objekter ekstremt vigtige.
Evo drømmer sig ofte væk til andre verdener, og de befinder sig bedst i krydsfeltet mellem det virkelige og uvirkelige. Men altid med det menneskelige og jordnære som hjertet i det hele.
*(De/dem: de er desværre ikke royal, bare non-binær)
