I en øde landsby bygger en ensom knark et spejl af de materialer, han har til rådighed. Under det møjsommelige arbejde går manden uforvarende igennem spejlet og vikler sig dermed ind i en række uforudsigelige kædereaktioner – fra biljagter, slåskampe, orkaner over skovbrande til krige og en rumrejse – indtil han kommer ud på den anden side af spejlet, der viser sig at være fuldendt.

I sin kørestol, forklædt som kampvogn, tager Lasse til nytårsfest hos pigen, han er vild med. Lasses storebror Simon er med som handicaphjælper. Da Lasse får chancen for at være alene med sin pige, starter en akavet kamp mellem de to brødre.

Den unge fisker Verner burde ikke længere tage på havet, for hjertet kan ikke holde til arbejdet, men det er dér, han hører til. Samtidig prøver landsbydrengen Jeppe desperat at få Verners opmærksomhed, for Jeppe drømmer om at blive fisker. Sammen tager de ud på deres sidste og første færd på havet.

Tinus de Schunard bor i Maison Farfelu, et magisk sted man ikke skulle tro eksisterede, medmindre man har været der. I en iscenesættelse konfronterer han sine mørke sider. Uventede besøg åbner en verden, hvor det er svært at skelne mellem virkelighed, drøm og mareridt.

Kokken Magnus og hans kæreste, Thea, er til åbningsfest på Magnus’ nye restaurant. Men under festen tror Magnus, at Thea er sammen med en fremmed mand, og hans jalousi eksploderer. Han tager hende med hjem og låser hende inde i køkkenet, indtil hun siger undskyld.





