Da Eik Skaløe, forsanger i hippiebandet Steppeulvene, begår selvmord i Indien i 1968, bliver han med det samme til en myte. I 2011 beslutter Johan Knattrup Jensen sig for at rejse i Eik Skaløes fodspor, dog med et håb om at overleve. Han medbringer en digtsamling, en notesbog og sin tykke producer, Mikkel Kastberg. Sammen vil det umage par finde vejen gennem det store, fantastiske Indien til paradiset, der ligger lige på kanten af forstanden.
Jobkonsulenten Franciska troner i sit rige, men en dag står selveste Cinderella på Franciskas kontor. Cinderella er blevet single og skal for første gang i sit liv stå på egne ben. Det er ikke let, når året er 2018 og kønsdebatten raser. Cinderellas værdisæt provokerer Franciska. Den tidligere prinsesse vil nemlig ikke arbejde, men drømmer kun om at blive gift igen. I bemærkelsesværdig lighed med Cinderellas onde stedmor begår Franciska et overgreb på Cinderella. Cinderella må flygte fra jobcentret, mens Franciska forsøger at genoptage arbejdet, som om intet er hændt. Men noget er forandret i den ellers så selvsikre jobkonsulent.
“Jeg har bestemt mig for at optage, det jeg ser hernede. Jeg har besluttet mig for at dokumentere Danmarks ondskab, som folk her har oplevet i 300 år og som jeg har oplevet i 30 år – for jeg forstår, hvordan de har det. Denne film bliver skelsættende.” Jens
I en verden, hvor man som et offentligt tilbud kan få sin skæbne at vide, møder ROSA op på skæbnekontoret for at få afklaring om sin fremtid. Rosa er i starten af 30'erne og nyder sin frie og kaotiske livsstil, mens hun ser en smule ned på dem, der er blevet rigtig voksne. Rosa er mest optaget af, om der endelig kommer styr på hendes økonomi, men da hun får at vide, at hun aldrig kommer til at møde den store kærlighed, sætter det pludselig andre og nye tanker igang: Lykkes det Rosa at bryde sin skæbne? Og er det overhovedet det hun har lyst til?
Nick skal lave et doku-program om Ernst – en ganske almindelig fyr. Kanon idé mand! Det bliver helt sikkert et hudløst ærligt portræt af en fyr og den tider han lever i. et program fyldt med ”nærdøden”-situationer og voldsomme følelsesudbrud. Det er nemlig det, der er det interessante ved doku-programmer: Man arbejder med følelserne… ikke.
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.
