
Lauge bor på landet og ønsker sig en kattekilling. Da hans far skal aflive et kuld killinger, der bor i laden, løber en af dem væk. Lave finder den og skjuler den på sit værelse. Men så kommer nabosønnen Sonny og blander sig…
De to punkere, Mark & Sonny, er bedste venner som altid har holdt sammen. Den selvdestruktive Sonny trives med det formålsløse liv i provinsen, men Mark ønsker noget mere. Da Mark får en mulighed for at flytte til byen, står han pludselig i et dilemma. Skal han bryde venskabet og stå på egne ben eller forblive loyal overfor Sonny, som gør alt for at holde på ham.

Et sigøjner-drama skabt gennem improvisationer med lokale romaer i Nordsjælland. Den unge sigøjner Mile bliver gift med Simona, og brylluppet er storslået som traditionen byder. Men Miles far har holdt bryllup for lånte penge, og da gælden indhenter ham, forsvinder han, og svigerfaren tager sin datter tilbage. I kampen for sit ægteskab finder Mile ud af, hvad en dreng er værd uden sin far.

Nora lever et perfekt liv i sit perfekte hjem med sin perfekte mand Helmer. Men inden i hende føles noget helt forkert. En nagende tvivl er begyndt at hjemsøge hende. Ude af stand til at genkende sig selv er hun begyndt at længes efter noget, hun ikke ved, hvad er. Heldigvis har hun sin elskede Helmer, der kan tale hende til ro. Men uden for dukkehusets trygge vægge kæmper en desillusioneret lille pige for at forstå sine forældres forhold. Filmen er en moderne parafrase over Henrik Ibsens klassiske historie om Nora og Helmer – en historie, der set i lyset af vores moderne præstationssamfund har fået ny betydning.



