William er godt træt af Næstved. Han er træt af at bo på en mark, hvorfra man skal cykle 20 minutter i mørke for at nå ind til byen, han er træt af at holde halvdelen af sit liv hemmeligt for sin mor og far. Og han er træt af at hans bedste ven Magnus også er begyndt at opføre sig som hans forældre. Magnus er godt træt af at Larry ikke kan finde ud af at værne om sine kæledyr og at de derfor altid ender med at dø. Larry er pænt træt af at hedde Larry. De tre 19-årige venners voksenliv rykker nærmere og de ubekymrede tider med jordkolde pilsnere, shoplifting og drømme om jordomrejser på fælles fiskekutter begynder at rinde ud. William står med en loyalitetskrise. Valget står imellem de fælles drengedrømme og Williams egne. Skal han blive i Næver eller gå sine egne veje?
Langt ude på landet lå en gammel gård. Med et faldefærdigt tag. Og et beskyttelsesrum. Hér sidder Bo rastløs og venter på, at hans dreng Valdemar skal komme hjem fra skole så de kan lege angsten bort. De to er bedste venner og elsker hinanden betingelsesløst, men da den fjendtlige verden udenfor – skolen og sagsbehandleren – melder deres ankomst til gården for at se til dem, begynder tingene at mudre for Bo: For er fjenden udenfor eller i hans hoved? Og kan han og Valdemar, der drømmer sig ud mod markerne, forblive en familie hvis han ikke længere kan stole på sig selv?
Hvilke spor efterlader de mennesker, vi mister? Hvordan vi bærer dem og deres fortællinger med videre? Den Geniale Epoke viser en familie i sorg over en afdød far. Gennem to tidsrum føres vi ind i fraværets tilstedeværelse i et stille portræt om kærlighed og erindring.
Det er aften på havnen i Nuuk. Ivik og hans venner laver graffiti, da de pludseligrammes af en fremmedartet og ubehagelig lyd. Drengene begår selvmord, men efterat være blevet erklæret død begynder Iviks hjerte på uforklarlig vis at slå igen. Meden uvished om, hvad der skete med ham den aften, går den nu hørehæmmede Iviken isoleret hverdag i møde. Samtidig begynder naturen omkring Nuuk at opføre sig anderledes.
Efter deres fælles fars død, vil Sigurd tilgive sine ældre halvsøskende Astrid og Jens for den mobning de udsatte ham for som barn, men det kommer ikke til at gå som planlagt. Astrid og Jens vil ikke tage imod tilgivelsen, da de ikke føler, de har gjort noget, de skal tilgives for. Afvisningen får Sigurd til at indse, at han faktisk vil have en undskyldning, men det får kun konflikten mellem ham og hans søskende til at eskalere. De falder alle tilbage i deres gamle roller og traumer fra barndommen bringes op til overfladen.
Cecilie er 14 år og er frustreret over at være for lille. Hun er en energisk og vidensbegærlig pige, som er meget nysgerrig på sin gryende sexualitet. Vi følger hende I to dage, hvor storesøsteren Trine skal til fest på gymnasiet og I frustration over ikke at kunne komme med, gør Cecilie alt, hvad hun kan, for at bevise overfor omverdenen at hun er helt utrolig voksen og sagtens kan styre sit liv selv. Men hun kommer til at lære en lektion om sine egne personlige grænser.
Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.
