Nat efter nat arbejder Erik alene i sit bageri. Her er hans eneste selskab natradioen, som han ihærdigt forsøger at komme igennem til for at blive “ugens joker”. Familien er efterhånden kommet så langt på afstand, at Eriks forsøg på at genetablere kontakten synes forgæves. En depression tager til og sender Erik ud af en tangent, der kulminerer i et desperat råb om hjælp.
Roland står uden for det kollegiale fællesskab i bowlinghallen, hvor han arbejder. I kølvandet på en tragisk ulykke finder han dog, som det eneste vidne, pludselig bekræftelse fra sine kolleger. Men så begynder han at pynte på historien.
En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.