En dokumentarfilm om det særprægede Thy. Filmen er en hyldest til de originale og selvkørende thyboere. Egnen Thy portrætteres igennem en filmisk mosaik af en række personligheder: Museumsforvalterparret John og Harald, jagtbutikejeren Krudt-Peter, rideskolelæreren Viggo og kvæghyrden Inger, der tager os med rundt i Hjardemål Klit og igennem den rå natur fra fyrreskov til Vesterhav. Det er Thy som tilstand.
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.
Lucas fylder 18 år og det skal fejres i stor stil. Et stort diskotek er lejet, pigerne er på gæstelisten og Joey Moe kommer og spiller. Alt er parat til årets fest. Nu mangler han bare, at der kommer nogle gæster. Særligt én fylder hans tanker.
Den fattige og gravide tjenestespige Karen har fået til opgave at opvarte den unge og fængslede adelskvinde Rigmor. Deres skrøbelige ‘tvangsvenskab’ byder pludselig på chancen for et bedere liv, da Rigmor nævner en værdifuld skat, der ligger begravet ude i skoven. Kvinderne trodser deres forskelle i drømmen om frihed og prøver at stikke af, men kan de skabe en alliance på tværs af klasseforskellen og flygte fra deres skæbne?
Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?
Da stjernepsykologen John Lykken får besøg af døden, som giver ham 24 timer til at tage afsked, får han med ét mægtig travlt. Johns karriere er på sit højeste og han står netop samme aften over for, at skulle modtage en meget prestigefyldt pris. For John bliver det magtpåliggende at nå at lave et barn på sin unge kæreste Freja inden døgnet er omme. Forgæves forsøger han at tigge, tvinge og trygle hende til at makke ret, men først da John formår at vælge kærligheden frem for sit store ego, får han det, han ønsker og mere til og John kan nu møde døden med ro i sjælen. Men skæbnen har endnu et par overraskelser i baghånden inden tæppefald. Og måske er prisen for Johns sjælfred endnu højere end han drømmer om?