En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?
Sømanden, Jørgen vender for en enkelt aften hjem til Danmark, og forsøger at opspore sin gamle kærlighed, som han måtte tage afsked med for mange år siden. Som natten skrider frem, må Jørgen dog indse, at meget har forandret sig, og undervejs gør han sig chokerende opdagelser om sig selv og om den kvinde, han elskede.
Pernille er på vej til fest med sine bedste veninder da hun pludselig får fortalt at der går et rygte om at hun har fået en abort. Pernille benægter rygtet og overtales af sine veninder til at konfrontere pigen som de tror står bag. Men da gruppen endelig finder hende eskalerer situationen hurtigt ud af kontrol. Pernille bukker under for gruppepresset og aftenen tager en drejning som vil forfølge hende for altid.
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.