Jeanne, en ung fransk kvinde, bor sammen med sin danske kæreste Werner i en besat bygning på Amager. En nat efter en fest hører hun et uforklartligt signal på deres politiradio. Hun vågner desorienteret på taget af bygningen og fortæller Werner, at hun har brændt sig på en lysende stjerneportal og følt en fremmedartet tilstedeværelse i et ukendt mørke. Han nikker først forstående, men efterhånden som hun radikaliseres i sin tro på at have kontakt til det ydre rum, bliver det svært for det unge par at holde sammen.
Hver sommer kommer udenlandsdanskeren Jørgen sammen med sin kone hjem til Danmark. Her mødes de med Birgitte, Peter og deres søn Thomas, som har et sommerhus i nærheden. Jørgen og Thomas har noget tilfælles, og efter de andre er gået i seng, går de en tur på stranden, hvor Jørgen konfronterer Thomas og spørger, hvorfor han er så trist. Thomas vil have en hemmelighed til gengæld for sin egen. De afslører hver deres hemmelighed, og det får store konsekvenser for de efterfølgende somre og for deres indbyrdes forhold.
Det er Cecilies fødselsdag, og hun har sammen med sin kæreste Erik inviteret sin gamle veninde Marie op i sommerhuset med hendes nye kæreste Joakim. Alt er perfekt – vejret, huset, frokostbordet og haven. Men Joakim har mere med i bagagen end tøj til weekenden.
En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?
Et sigøjner-drama skabt gennem improvisationer med lokale romaer i Nordsjælland. Den unge sigøjner Mile bliver gift med Simona, og brylluppet er storslået som traditionen byder. Men Miles far har holdt bryllup for lånte penge, og da gælden indhenter ham, forsvinder han, og svigerfaren tager sin datter tilbage. I kampen for sit ægteskab finder Mile ud af, hvad en dreng er værd uden sin far.