Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt.
Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.
Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.
Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske - så længe er der et håb om fred og sameksistens.
Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i
moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra
vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er
samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling
om vores verden.
Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget
og manipulationen - undersøge de moderne massemediers magt indenfor
politik og historieskrivning.
Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor
mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet
filmen - uagtet gældende lov og moral.
Og måske derfor - vil filmen virke provokerende på enkelte.
Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi
skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til
at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes
friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
Det har været mine tanker.